Traditionen tro besøger organisationen også i år Jyllands Park-Zoo i Haunstrup ved Videbæk i Vestjylland.
Det er næsten uundgåeligt, at ’Familier med kræftramte børn’ ikke har skabt nogle traditioner siden organisationen blev stiftet i 1983. Heldigvis har den det, og en af flere gode traditioner er det årlige besøg i Jyllands Park-Zoo i Haunstrup, der ligger tæt ved Herning.
Her tager parkens ejere, familien Nordestgaard, hvert år mod ’Familier med kræftramte børn, og det sker dagen før den officielle åbning, i år dagen før Palmesøndag, lørdag den 27. marts.
Parkbesøg med det hele
Her mødes medlemsfamilier fra hele landet til en dejlig dag, der indledes med morgenmad, hvorefter parkens dyr, de mange aktiviteter og faciliteter får den fulde opmærksomhed. Det store område med geder, kaniner og andre mindre dyr tiltrækker et hav af børn, men de over 500 dyr fra alverdens lande bliver også beundret, herunder det morsomme søløveshow.
Ved frokosttid er organisationen vært ved et lækkert måltid mad, hvorefter alle atter strømmer ud i parken.
Kun for FMKB
Arrangementet er udelukkende for inviterede af ’Familier med kræftramte børn’, og det betyder, at også familier med et barn i intensiv behandling for en kræftsygdom kan deltage.
Intensiv behandling medfører et stærkt nedsat immunforsvar, og hvis barnet bliver smittet med blot den mindste forkølelse, kan det få alvorlige konsekvenser for behandlingsforløbet. Derfor er det absolut ikke hensigtsmæssigt at deltage, hvis man udgør den mindste smitterisiko for et barn i behandling.
Vigtigt samvær
På grund af smitterisikoen er det klart, at familier med et barn i behandling ikke kan færdes frit og skal leve sit sociale liv med yderste omtanke. ’Familier med kræftramte børn’ forsøger derfor at tilrettelægge sine aktiviteter, så alle medlemsfamilier kan deltage, også familierne med et barn i behandling. Det er muligt i Jyllands Park-Zoo, og familien Nordestgaard skal atter have stor tak for at stille parken til rådighed for organisationen.