Nyhedsarkiv

 
Hvis du ønsker at se tidligere nyheder, kan du i højre side klikke på den
måned som du ønsker at læse nyheder fra.
 
 
 
 



07-03-2010 Biograftur i 4 byer


Biograftur i 4 byer søndag den 7. marts

Under normale omstændigheder kan en familie med et kræftramt barn i intensiv behandling ikke bare gå i biografen en søndag. På grund af den krævende behandling er barnets immunforsvar kraftigt svækket, og hvis det bliver smittet med blot den mindste forkølelse, kan det få alvorlige konsekvenser for behandlingsforløbet.

 

Lukkede arrangementer
Derfor bestræber ’Familier med kræftramte børn’ sig på at tilrettelægge arrangementer, hvortil der kun er adgang for deltagere, der er inviteret af organisationen. På den måde bliver det sikret, at smitterisikoen overfor de kræftramte børn er så lav som overhovedet muligt, og at familier med et barn i intensiv behandling også trygt kan deltage.

Forestillinger i 4 biografer på samme tid
 

Der er fire hospitaler i Danmark med specialafdelinger for børn med kræft, og det er i København, Odense, Århus og Aalborg. Og det er også i disse byer, at Nordisk Filmbiografer og ’Familier med kræftramte børn’ inviterer til en herlig søndagsbiograftur den 7. marts. 

 

Her kan de inviterede vælge mellem to gode premierefilm, ’Karla & Jonas’, en filmatisering af René Toft Simonsens tredje bog i Karla-serien. Den anden film er den anmelderroste amerikanske animationsfilm ’Det regner med frikadeller’, hvor byens geni opfinder en maskine, der kan lave vand om til mad. Men mon ikke det lyder for godt til at være sandt?

 

Begge film vises samtidigt i alle fire biografer ved disse lukkede arrangementer. Deltagerne kan således frit vælge, hvilken film man helst vil se. Så der er gode filmoplevelser i vente for alle i familien, uanset alder.
 

 
Tilbage

 

 

 
 
NYHEDSARKIV